Tagsten
Tagsten i tegl har nogle gode egenskaber i form af lang levetid, solid holdbarhed, gode tilpasningsmuligheder og ikke mindst stort potentiale for genbrug. Disse egenskaber gør tegl-tagsten til et kvalitetsprodukt.
Der er formentligt ikke brugt meget tankevirksomhed på at tænke design for adskillelse ind i ret mange eksisterende tagkonstruktioner, hvor der er anvendt tegl-tagsten. Ikke desto mindre er langt de fleste tagkonstruktioner, hvor der er anvendt tegl-tagsten, lavet på en måde, der gør det muligt at adskille konstruktionerne, sådan at tagstenene kan nedtages hele og genbruges andetsteds.
De gode muligheder skyldes, at de fleste tagkonstruktioner med tegl-tagsten er samlet på måder, der gør dem relativt nemme at skille ad. Tegl-tagsten bindes til et lægteunderlag med stålbindere, som let kan løsnes. Rygninger kan være muret eller skruet på. I tilfælde hvor rygningssten er muret sammen, er der oftest benyttet relativt svage kalkmørtler, som let kan afrenses. I tilfælde hvor rygningerne er skruet sammen, kan disse skrues af igen.
Under nedtagning er det vigtigt, at tagstenene behandles hensigtsmæssigt. Tagstenene skal nedtages skånsomt, bundtes op så de er nemme at håndtere, transportere og lægge ud på et nyt tag. Dette skal indtænkes i nedtagningen fra start, så der undgås fordyrende arbejdsgange.